Status renovering BB højhuse, juni 2023: Facader med muslinger
Facaderne er højhusenes ansigt mod omverdenen.
Derfor betyder facadebeklædningen rigtigt meget
I kommunens lokalplan er det blevet besluttet, at højhusenes farvemæssige-udseende fortsat skal være inddelt i de klynger af højhuse, som de står inddelt i nu – og der skal være bemærkelsesværdigt farveforskel. Det er dog en anden farvepalet end i dag, der skal anvendes.
Området med klyngen i Hallingparken er i lokalplanen døbt Vandpladsen. Derfor skal facaderne holdes i dæmpede blågrønne nuancer. Klyngen i Ulsøparken har fået navnet Aktivitetspladsen, og der skal facaden holdes i dæmpede grålige nuancer.
For at give højhusene i Hallingparken et blåligt skær i den grå beton, er det blevet besluttet, at der skal blandes knuste blåmuslingeskaller i betonen i facaderne. På højhusene i Ulsøparken skal der også blandes knuste muslingeskaller i betonen, men her bliver det lyse muslinger for at give spil i de dæmpede grålige nuancer i betonen.
De nye facade sættes udenpå
De nye betonfacader monteres på et stålskellet, der skrues ind i højhuset gennem de eksisterende facader.
Samtidig støbes et nyt fundament rundt om foden af huset, der skal bære stålskellettet og den nye facade.
På den måde bliver højhusene faktisk lidt ”tykkere”. De lette facader, der består af vinduer og brystninger, udskiftes helt. Vinduerne bliver en smule højere end de eksisterende, og der monteres solceller i brystningerne.
Se prøver på facadebeklædningen
Det kan være rigtigt svært at forestille sig, hvordan facaderne kommer til at se ud. Derfor kommer der eksempler på facadeløsningen. De vil blive hængt op på den mur på Hallingparken 7, der vender mod Café Perlen. Så kan beboere, arkitekter, kommune og entreprenører se, hvordan løsningen tager sig ud.
Genhusning
Formand for Brøndby Boligselskab Michael Buch-Barnes fortæller: ”Genhusning er en betydelig udgift på budgettet. Derfor overvejer vi nøje, hvad behovet er. På den ene side skal vi være bevidste om omkostningerne.
På den anden side skal vi tage højde for, hvordan vores beboere kommer igennem renoveringen på en god måde. Renoveringen vil påvirke dem. Selv hvis man kan flytte til en anden bolig i hele perioden, er det også en påvirkning. Vi arbejder på at få Landsbyggefonden til at støtte så stor en andel af genhusningen som muligt. Det kræver, at vi er så godt forberedte som muligt i forhold til at argumentere for behovet. Det er en proces, der tager tid, men tiden er forhåbentlig godt givet ud, når renoveringen først går i gang”
Vigtigt: Billederne af bygningerne er visualiseringer, udarbejdet af Sweco arkitekter.
Lokalplanen 340
Der er en masse retningslinjer i kommunens lokalplan for, hvordan facaderne må se ud.
En lokalplan sætter rammerne for renovering, byggeri og omdannelse af det område, den vedrører.
340 Brøndby Strand Parkerne er navnet på den lokalplan, der vedrører Brøndby Strand Parkerne. Et af de mange elementer, der præger lokalplan 340, er designmanualen for Grønby Strand.
Designmanualen blev til, da de 4 boligselskaber i Brøndby Strand Parkerne i 2014 inviterede til en idékonkurrence om omdannelse og renovering af boligområ- det.
Lokalplan 340 skal sikre, at højhusenes facader fastholder de væsentlige træk i bebyggelsens oprindelige modernistiske udtryk, samtidig med en tilpasning til et nutidigt udtryk med større variation.
Nogle af retningslinjerne i lokalplanen er meget konkrete, mens andre er mere åbne for fortolkning.