Nedrivningen er gået bedre, end vi turde håbe på

Danmarkshistoriens største nedrivning af de fem ikoniske højhuse i Brøndby Strand er nu slut

To år og tre måneder – det er den tid, det tager at rive fem 16 etagers betonhøjhuse ned.
Siden det første betonelement fra højhus 1 blev hejst ned i august 2021 og til november 2023, har den karakteristiske skyline i Brøndby Strand ændret sig, mens etage for etage af de fem højhuse  er forsvundet.
En nedrivning af den størrelse i et tæt bebygget område kræver flere års nøje planlægning, og den planlægning har båret frugt. Både beboere og de mange forskellige fagfolk er enige om, at nedrivningen omstændighederne taget i betragtning er gået rigtig godt.

Vi skylder beboerne en stor tak
”Efter min vurdering er nedrivningen gået bedre, end vi havde turde håbe på. Det er jo et kæmpe projekt, der har stået på i flere år. Når man tænker på, at det er omkring 10.000 betonelementer og andet byggeaffald, der er blevet hejst ned og kørt bort, og at vi har været nødt til at lave længerevarende trafikændringer, flyttet vaskerier m.m., så er jeg lettet over, at det er gået så relativt ”smertefrit”, siger Kai Dinesen fra PAB, der er talsmand på vegne af beboerne.
”Vi skylder alle beboerne en meget stor tak for deres tålmodighed og forståelse. Selvom vi har lavet alle de tiltag, vi har kunnet for at begrænse generne med bl.a. støj og støv, har det jo uundgåeligt alligevel sat sit præg at bo op ad så stor en byggeplads. Så jeg er meget glad for, hvor fint det hele er lykkedes”, fortsætter han.

Holdt øje med kranmanden
To af de beboere er John og Michelle Gjerløv, der bor i Albjergparken som tætteste naboer til byggepladsen. Ifølge dem har det på ingen måde været så slemt, som de frygtede.
”Slet ikke. Vi synes faktisk, det har været virkelig spændende at følge med på tætteste hold. Hver morgen omkring kl. syv så vi kranmanden køre op, og så gik de i gang med at hejse ned. De har været virkelig søde og taget store hensyn til os beboere,” fortæller Michelle Gjerløv.
Det er de tre boligorganisationer BAB, PAB og Tranemosegård, der har revet de fem højhuse ned, og også i direktørkredsen er der glæde over, at nedrivningen er gået så godt.
”Det var meget svær beslutning at tage, men vi havde ikke noget valg pga. PCB-koncentrationen i husene. Derfor glæder det mig meget, at det hele er forløbet så fint, så beboerne i området ikke også har skulle besværes af at være naboer til en mislykket byggeproces. Tidsplanen er overholdt, og det har været et godt samarbejde på tværs af ikke kun de tre boligorganisationer, men også med Brøndby Kommune, rådgivere og ikke mindst entreprenøren,” påpeger Ulrik Brock Hoffmeyer, direktør i BO-VEST, der administrerer Tranemosegård.

En mundfuld
”Det er rigtig dejligt, at nedrivningen nu er så veloverstået. Siden vi fik besked om, at højhusene skulle rives ned, har vi jo gået og ventet på, at det skulle ske, for nedrivningen af højhusene kommer også med menneskelige konsekvenser. Mange af de beboere, der var nødt til at flytte ud, mistede hele deres netværk, fordi de havde boet i højhusene i så mange år – det var blevet venner og ikke kun naboer. Mange af de tidligere beboere var i en alder, hvor det er svært at genskabe nye netværk, og lægger man det sammen med, at man bliver tvunget ud af sin bolig, er noget af en mundfuld, der har taget hårdt på mange. Vi ved godt, at det heller ikke var boligorganisationernes ønske at rive ned, men at det desværre var en nødvendighed, vi ikke kunne komme udenom. Men derfor har det stadig været hårdt for mange af de tidligere beboere, der har levet meget af deres voksne liv i højhusene og elsket at bo der,” siger Christian Bundgaard fra Rheumpark, der selv er en af de beboere, der måtte flytte ud af sin lejlighed.

Det hele har bare fungeret
Det var Brøndby Kommune, der som myndighedskommune tilbage i 2021 gav nedrivningstilladelse, og også her er man enige i, at det har været en rigtig god proces.
”Det er virkeligt glædeligt at stå her på bagkanten af Danmarks historiens største nedrivning og kunne konstatere, at det hele bare har fungeret. Vi har haft et rigtig godt og tæt samarbejde med både bygherre og entreprenøren. Brøndby Kommune valgte at udarbejde en VVM-tilladelse, som skulle sikre, at beboerne og miljøet blev belastet mindst muligt af så stor en nedrivning, og det har der været stor tilfredshed med hele vejen rundt. Vi har i sidste halvdel af nedrivningen overhovedet ikke haft klager og før det, kun meget få klager. Så det har været meget tilfredsstillende at være en del af projektet”, siger Anni Svendsen, der som klima- og miljømedarbejder i Brøndby Kommune har været en af kommunens nøglepersoner på sagen.

En fed følelse
I 2020 skrev boligorganisationerne kontrakt med nedrivningsfirmaet Kingo Karlsen. Herefter begyndte detailplanlægningen af nedrivningen. Efter tre år er det hele vel overstået, og projektlederen ser tilbage med en stor tilfredshed:
”Det har været en virkelig spændende opgave, som vi er meget glade for, at vi vandt. Det har hele vejen været et super godt samarbejde med både beboerne, bygherren og myndighederne, som vi sætter stor pris på. Vi vidste godt, at det ville blive en krævende, men også lærerig opgave, og sandheden er, at vi kæmpede lidt med højhus 1, men allerede fra højhus 2 begyndte takten at holde. Faktisk var takten så effektiv, at vi blev hurtigere færdige. I vores oprindelige udbudstidsplan skulle højhusene være nede, så trafikken kunne åbnes senest d. 06.12.2023, og vi åbnede trafikken allerede d. 18.10.2023, så det var små ni uger før den oprindelige plan. Det var en fed følelse, ” fortæller Nico Jørgensen, divisionschef i Kingo Karlsen.

Fakta: Hvad skal der ske med tomterne?

Det er endnu ikke afklaret, hvad der skal ske med de tomme grunde, når højhusene er revet ned. Boligselskaberne, der ejer grundene, er i dialog med Brøndby Kommune om mulighederne for, hvad der kan/skal bygges eller anlægges på de tomme pladser. Dialogen er en del af samarbejdet omkring kommunens store byudviklingsplan Fremtidens Brøndby Strand.

Fakta om nedrivningen:

  • Den samlede tilbudssum for nedrivningen var 118.500.000 kr. inkl. moms
  • Den fysiske nedrivning startede i august 2021 og sluttede i september 2023. Herefter reetablering af byggepladsen.
  • Bygherre: De tre boligorganisationer BAB, PAB, Tranemosegård
  • Entreprenør: Kingo Karlsen A/S
  • Rådgivere: Bygherrerådgiver: sbs rådgivning A/S og teknisk rådgiver: WSP Danmark A/S
  • Nedrivningen er en del af HP4 – Helhedsplan 4, der inkluderer renovering af de resterende syv højhuse og renovering af alle lavhusene i hele Brøndby Strand Parkerne
  • Hvert hus var på 16. etager med 60-64 lejligheder
  • Brøndby Strand området blev tegnet af arkitekterne Svend Høgsbro og Thorvald Dreyer og opført i årene 1968 til 1974

Fakta om PCB :

  • PCB er en forkortelse for Poly-Chlorerede Biphenyler, og det er en uønsket miljøgift, der kan skade mennesker og miljø
  • PCB blev tidligere brugt i byggematerialer og i industrien, indtil man i 1970’erne fandt ud af, at stoffet er skadeligt
  • PCB kan være helbredsskadelig, men formodes ikke at medføre akut sygdom. Ved langvarig udsættelse for høje værdier er der set skader på hud og forplantningsevne. Herudover er langtidsophobningen af PCB sat i forbindelse med skader på lever, skjoldbruskkirtel, immunapparat og hormonsystem. Endvidere mistænkes PCB for at være kræftfremkaldende. Kilde: pcb-guiden.dk

Fakta: Hvad er der sket med den PCB-inficerede beton?
Betonelementerne er blevet skåret fri og hejst ned et efter et. Herefter er de blevet kørt ud til et håndteringsanlæg, hvor de forskellige materialer er blevet skilt fra hinanden.
De ca. 30.000 ton PCB-inficeret beton er blevet sejlet til Holland, hvor den er blevet termisk behandlet, så PCB’en er blevet ”bagt” ud. Herefter er betonen renset og kan knuses og er blevet genanvendt i bygge- og anlægsprojekter i Holland. Den rene beton fra højhusene behandles og genanvendes i Danmark.

Fakta: Forhistorie:
I 2010 fandt man ud af, at der var forhøjet PCB-niveau i højhusene. Derfor begyndte en stor genhusningsproces af beboerne. Samtidig gik boligorganisationerne i gang med at undersøge, hvilke forskellige muligheder der var for at renovere højhusene. Håbet og formodningen var, at det ville være muligt at udskifte materiale og forsegle således, at indholdet og påvirkningen af PCB blev nedbragt i en sådan grad, at beboerne kunne flytte ind igen.

Efter at have undersøgt en række forskellige PCB-håndterings og forseglings muligheder måtte man dog erkende, at det trods alles ønske ikke var muligt at finde en løsning, der var teknisk holdbar og økonomisk forsvarlig. Der var ingen vej udenom: De fem højhuse måtte rives ned.
Derfor stemte beboerne i de tre berørte afdelinger i 2017 ja til nedrivning af højhusene, og i 2018 godkendte Brøndby Kommune lokalplanen og gav dermed en indledende godkendelse til nedrivningen.