1 mio. til kunst og kunstværksted i Brøndby Strand

(fra Morten Modins udstilling “De uønskede” på Kunsthal Kongegaarden, foto: Martin Fabricius Buchwald)

Kunstner flytter sit værksted til Brøndby Strand i 2 år

Kunstneren Morten Modin og hans partner Stine Kähler skal skabe kunst med og til Brøndby Strands beboere. Fra 2022 til 2024 vil Morten Modin flytte sit værksted til den tidligere daginstitution Klydebo i Albjergparken 55. Her vil han blandt andet bruge sine 3D-printere i en lang række inddragende workshops, hvor beboerne kan prøve kræfter med et anderledes, teknologisk kunstværktøj. I mødet med beboerne, deres historier og minder fra området henter Morten Modin inspiration, der skal munde ud en række større, permanente værker, som skal pryde området og skabe refleksion.

Vi bygger op, mens vi bygger ned
I sommeren 2020 ansøgte Brøndby Strand Projektet på vegne af boligafdelingerne Rheumpark, PAB8 og T13 et samarbejdsprojekt hos Statens Kunstfond. Fonden endte med at bevilge 900.000 kroner til kunst og kunstworkshops i de tre afdelinger, som tilsammen samtidig medfinansierer 100.000 kroner.

Baggrunden for ansøgningen var, at de tre afdelinger stod over for påbegyndelsen af den store nedrivningsfase af fem højhuse. Med kunstprojektet, som har titlen: ”Nedrivningskunst- vi bygger op, mens vi bygger ned”, kan Brøndby Strands beboere få en oplevelse af, at der trods nedrivningen stadig kan foregå aktiviteter, som har en positiv og opbyggende effekt på området.

Lokal inddragelse fra starten
Siden bevillingen faldt på plads, har en styregruppe bestående af repræsentanter fra de tre boligafdelinger og deres boligselskaber sammen med Brøndby Strand Projektet og Statens Kunstfond arbejdet på at finde de bedste kunstnere til at udføre kunstprojektet. I første omgang fandt styregruppen frem til, hvilke kriterier kunstnerne skulle leve op til, hvorefter Statens Kunstfond udskrev en konkurrence på projektet, som professionelle kunstnere kunne ansøge i et såkaldt ”open call”.

I konkurrencebeskrivelsen lød nogle af kriterierne:

”Kunstprojektet skal realiseres i relation til og sideløbende med nedrivningen (…) og de offentligt tilgængelige værker skal udvikles i dialog med de tre boligafdelinger, hvor nedrivningen foregår. (…) Kunst og kultur (skal, red.) også udgøre et alternativ til områdets gængse fritidstilbud. (…) Kunstsamarbejdsprojektet i Brøndby Strand skal omfatte åbne fora med læring om og deltagelse i billedkunstneriske skabelsesprocesser for en bred målgruppe af beboere i området. Dialogen kan bestå i eksempelvis individuelle workshops med børn, unge, familier og ældre og workshops på tværs af målgrupperne.”

Vi har en vinder
Konkurrencen affødte ikke mindre end 28 ansøgninger, hvorpå Statens Kunstfonds legatudvalg, repræsenteret ved Lise Skou og Henrik Menné, udvalgte 10 ansøgninger fra kunstnere, som alle havde de kunstfaglige kvalifikationer og erfaringer, der skal til for at kunne håndtere opgaven i Brøndby Strand. De 10 ansøgninger har været behandlet i styregruppen, hvor man i første omgang fandt frem til tre kunstnergrupper, som blev bedt om at lave en mere udførlig projektbeskrivelse med budgetter og tidsplaner. Tirsdag den 30. november præsenterede de tre kunstnergrupper deres idéer til udførelsen af kunstprojektet, og fredag den 3. december kunne styregruppen meddele, at man havde fundet en vinder: kunstnergruppen Morten Modin og Stine Kähler.

Styregruppen er taknemmelig for de mange flotte og spændende ansøgninger i den første pulje og ikke mindst de to øvrige ansøgere, som nåede frem til den endelige ”finale” ved præsentationerne for styregruppen.

En milepæl i områdets historie
I sin rolle som næstformand for boligselskabet PAB har Kai Dinesen deltaget i styregruppens arbejde med at udvælge den endelige kunstnergruppe. Han lægger ikke skjul på sin begejstring over, at man har fundet Brøndby Strand og ikke mindst hele situationen omkring nedrivningen værdig til at støtte fra Statens Kunstfond.

”det er jo lidt af en milepæl, vi står i med den igangværende nedrivning. Og det er jo ingen hemmelighed, at en sådan stor forandring af et område som Brøndby Strand har nogle negative konsekvenser for beboerne. Derfor glæder det mig, at vi med nærværende kunstprojekt kan være med til at skabe et mere positivt og konstruktivt fokus. Som boligselskab vil vi jo gerne være med til at skabe udvikling både af fysisk og social karakter, og det synes jeg, at netop dette kunstprojekt kan være med til. Både med ny og spændende kunst i området og ikke mindst workshops, hvor beboerne kan prøve kræfter med kunsten og måske ligefrem få inddraget og bearbejdet historier og minder fra deres eget liv her i Brøndby Strand.”

Kai Dinesen

For Kai Dinesen har processen med at sidde i styregruppen været spændende og lærerig. Han retter en tak til alle de fine projektforslag, der er kommet ind, som har været med til at udvide horisonten omkring, hvad og hvordan kunst i det offentlige rum kan se ud.

”Det har været en lang men også vigtig proces med at finde den rigtige kunstner til opgaven. Som et af de tre involverede boligselskaber har vi i samarbejde med det boligsociale team en forpligtigelse til at sikre, at kunstprojektet bliver en succes. Både i forhold til det æstetiske islæt kunsten kommer til at give området og i lige så høj grad deltagelsen, når vores beboere inviteres indenfor til workshops og kunstværksted. Det er min forhåbning, at vi som område tager ejerskab for projektet og får kunsten ind under huden på en sådan måde, at vi fremover tænker kunsten ind, når vi laver forandringer i området. Det tror jeg, Morten Modin og Stine Kähler er de rette til at realisere. Så jeg kan bare sige, at jeg glæder mig til at få skudt projektet i gang og opleve, hvordan Klydebo kommer til at emme af kunstnerisk energi og kreativitet.”

En kunstner flytter ind
Ved den sidste udvælgelsesfase i styregruppen, eller finale om man vil, stod valget mellem tre kunstnergrupper. Foruden Morten Modin og Stine Kähler var det de to kunstnerduoer Tina Ratzer og Gudrun Krabbe samt Jesper Aabille og Amalie Frederiksen. Hver af de tre grupper havde fået tildelt 50.000 kroner til at udforme projektbeskrivelser, budgetter og tidsplaner, som de præsenterede for styregruppen den 30. november.
Det endelig valg faldt som bekendt på Morten Modin og Stine Kähler med en ikke ubetydelig overvægt blandt styregruppens medlemmer. For Morten Modin har netop det beboerinddragende element været en vigtig årsag til at han valgte at sende en ansøgning afsted i første omgang.

Morten Modin

”Det tiltaler mig at kunstneriske projekter rækker ud og borer sig ned i lokale områder, hvor det er forankret i beboerne. Kunsten kan både være “højt flyvende” og visionær og samtidig være tilgængelig og interagerende med lokale beboere. Jeg tror på at kunsten kan være med til at fortælle vigtige historier, give små indspark til en hverdag og få beboerne i Brøndby Strand til at tænke mere over, hvilken bydel de bor i. Jeg vil i det hele taget gerne lave kunst, som rører folk.”

Morten ser frem til at invitere beboere indenfor i sit værksted, hvor man får mulighed for at udtrykke sig gennem et skulpturelt objekt. I dette værksted skal beboerne kunne åbne en diskussion om, hvad fremtiden bringer for Brøndby Strand, og hvad man tager med sig af historie, samt hvad der identificerer området og beboerne. Den konkrete kunstform, som beboerne blandt andet kommer til at prøve kræfter med til Mortens workshops er 3D-scanning og 3D-print. Et medie, som Morten har arbejdet med i mange år og udstillet, siden han i 2014 blev færdig på Det Kongelige Danske Kunstakademi.

”Når jeg arbejder med 3D-print og -scanning og andre teknologiske værktøjer, indgår jeg naturligvis i de diskussioner om, hvordan vores verden er i konstant forandring. Netop nu forandrer vores verden sig med nogle af disse teknologier, jeg bruger. Jeg synes, det er interessant at tage disse nye teknologier og forsøge at påvirke dem og diskutere, hvordan vi benytter dem i vores hverdag. Ved at vi bliver mere bevidste om nye teknologier, kan vi også bedre give et kritisk indspark til, hvilken vej vi gerne vil gå. På det helt lavpraktiske plan er 3D-printeren også en udtryksform, som inviterer mange flere ind i “kunstfolden”, som ikke nødvendigvis vil tegne og male.” 

Erfaren duo
Et vigtigt kriterie i det ”open call”, som Statens Kunstfond sendte ud, var, at man som kunstner ikke ansøgte alene. Det var et krav, at man allierede sig med en eller flere kunstfaglige, så man sikrede, at den enkelte kunstner havde nogen at sparre med over den to-årige periode, kunstprojektet løber. På samme tid giver det Brøndby Strands beboere muligheden for at få et bredere indblik i kunstverdenen. Derfor vil man som beboer også få fornøjelsen af Stine Kähler, der blandt andet har stor erfaring med kunst i det offentlige rum. Morten Modin har stor tillid sin faglige partner og glæder sig til samarbejdet. Om Stine siger han:

Stine Kähler (foto: Asbjørn Sand)

”Stine Kähler er en knivskarp og dygtig projektleder med erfaring i kunstprojekter – særligt med fokus på samskabelse og delt ejerskab med børn, unge og familier. Den erfaring skal bruges i dette projekt til at sørge for to spændende år, hvor hun løbende vil komme til Brøndby Strand. Stine kommer til at være projektets store sparringspartner, og vi er et godt team, fordi vi formår at være kritiske og sige tingene direkte til hinanden. Stine Kähler er dygtig til at se faldgruber og formår at tænke kreativt i situationer, som kan være svære at forudse.” 

Kunst i Klydebo
For at få kunstprojektet så tæt på beboerne som muligt og give dem oplevelsen af, at den valgte kunstner flytter helt ind i området, har man fra starten sørget for at den tidligere daginstitution, Klydebo i Albjergparken 55, er til rådighed for projektet. Til dagligt fungerer Klydebo som kontor og aktivitetshus for det boligsociale team i Brøndby Strand Projektet. Foruden at huse de boligsociale medarbejdere, lægger huset også lokaler til blandt andet undervisning af 9. og 10. klasse for voksne og madlavning for fædre og børn med projektet Fars Kokkeskole samt ”Sammen i naturen”. Og nu vil der altså også snart være fyldt med 3D-printere og kreative workshops. For Morten Modin er denne lokation vigtig for ikke bare kunstprojektet men også hans øvrige kunstproduktion.

”Jeg ser utrolig meget frem til at rykke ud til Klydebo, fordi det er første gang, at jeg i sådan et projekt får lov til at have base, der hvor alle tingene skal ske. Værkstedet vil ikke kun fungere som base for workshops, men for meget af min øvrige kunstpraksis. Det vil betyde, at jeg er derude mange af ugens dage. Og det er hermed en åben invitation til at stikke hovedet forbi. Jeg glæder mig til at mærke den ånd og stemning, der hersker i Brøndby Strand, og jeg tror jeg på, at vi får to fantastiske år.”

Det er forventningen, at Morten Modin i løbet af april vil begynde at rykke sit værksted ud til Klydebo, hvorefter der vil blive startet op i de første workshops for beboere. Indtil da siger Morten, at man meget sandsynligt vil finde ham på en bænk eller gående rundt i kvarteret, så han efter egne ord: ”kan lære området at kende og opdage alle de spændende kroge og udforske de mange fællesarealer og haver”. 

Medejerskab fra begyndelsen
Fra Statens Kunstfond har man lagt stor vægt på at sikre lokal opbakning til kunstprojektet. Og ifølge Lise Skou, der sammen med Henrik Menné repræsenterer fondens legatudvalg i dette projekt, er det vigtigt at have lokale repræsentanter med så tidligt som muligt.

”I forbindelse med et kunstprojekt i det offentlige rum er det vigtigt, at beboerne er positivt indstillede over for værket og værkets tilstedeværelse, da det jo er deres boligområde og deres hverdag, det kommer til at præge.”

Lise Skou, der selv er billedkunstner forklarer desuden, at en stor styregruppe med medbestemmelse, som den i Brøndby Strand, sikrer en demokratisk proces, hvor alle parter bliver hørt og er med til at skabe ejerskab til det værk, der bliver lavet.
”Den store styregruppe og den relativt lange udvælgelsesproces er med til at give dette ejerskab og en fornemmelse af stolthed over værket, fordi beboerrepræsentanter og andre har været med i processen og sat sit præg på valget af kunstner. Vi valgte jo at lave et open call, hvilket naturligvis også har forlænget processen. Men det har været vigtigt for at få en kunstner ind, som virkelig havde lyst til og erfaring med at arbejde tæt sammen med stedets beboere over en længere periode.”

Stolthed og fællesskab
Udover at være et frisk æstetisk pust, der skaber en fysisk forandring i et bybillede, mener Lise Skou også, at kunst i det offentlige rum rummer dybere kvaliteter, som kan tiltale beboerne i et område som Brøndby Strand Parkerne.
”Kunst i det offentlige rum kan bidrage med mange ting. Det kan være identitetsskabende, og det kan give en følelse af fællesskab og stolthed.  Vi har forsøgt at løfte det potentiale frem ved at etablere et projekt, hvor kunstneren skal arbejde i Brøndby Strand over en periode på to år. Der er altså ikke blot tale om en kunstner, der kommer og stiller en skulptur og går igen uden at tage hensyn til beboernes ønsker og behov samt stedets særlige forhold.”

Og netop disse behov og ønsker har Lise Skou stor tiltro til, at Morten Modin er den rette til at tage højde for i sit arbejde, når han flytter sit værksted til Brøndby Strand. Ligesom de øvrige medlemmer i styregruppen, lægger hun vægt på, at Morten Modin har stor erfaring med afholdelse af workshops og har en meget direkte og involverende tilgang.
”Det skaber gode muligheder for at deltagerne igennem Mortens workshops bliver medskabere på de færdige værker, der kommer til at stå i Brøndby Strand. Det er vores forventning, at han etablerer et arbejdsrum, der er åben for alle, og som mange vil benytte sig af. Et sted hvor læring omkring blandt andet 3D-print og den kunstneriske proces er central. Vi tror på, at han med sin tilgang vil kunne skabe et aktivt og kreativt rum midt i Brøndby Strand.”

3D og genanvendeligt plastik
At valget i sidste ende faldt på Morten Modin, skyldes nok ikke mindst hans særlige fokus på at bringe teknologien ind i kunstprocessen. I Mortens tilfælde handler det som nævnt om 3D-scanning og 3D-print. En metode som er relativt ny og har visse potentialer – både som tiltrækningskraft for de beboere, som skal være med på Mortens workshops og i udformningen af de permanente værker, hans skal fremstille til de tre involverede boligafdelinger. Lise Skou ser da også frem til, hvad netop dette kunstgreb og værktøj kan bidrage med til kunstprojektet i Brøndby Strand.
”Kunstfagligt arbejder Morten med et relativt nyt fænomen, når vi taler om kunst i det offentlige rum med hans 3D-printede værker lavet efter modellerede skulpturmodeller. At benytte 3D-processen i stor skala er nytænkende og peger på nye teknologier indenfor kunsten, som vi givetvis kommer til at se udfolde sig meget mere i de kommende år. Morten tænker også bæredygtighed ind i sin værker, da det udelukkende er genanvendt plastik, der benyttes, i det plastikken kan smeltes om og genanvendes igen, når og hvis skulpturerne en dag skal fjernes.”

Slutteligt bemærker Lise Skou, at hele processen med styregruppens arbejde for at finde den rette kunstner har været spændende, og hun er taknemmelig for det engagement, hun har mødt blandt de beboere, der har siddet med i hele processen.
”Min oplevelse med styregruppearbejdet har bestemt været positivt. Alle har været utrolig åbne og interesserede. Vi har oplevet en styregruppe, hvor i hvert fald nogle har fået rykket ved forestillingen om, hvad kunst i det offentlige rum kan være, og som har fået udvidet deres perspektiv på samtidskunsten. De virker som om, de har fået et mere nuanceret blik på, hvad kunst er, hvordan en skabelsesproces kan se ud, og hvordan værkerne kan se ud. Det har været utrolig positivt at opleve.”

Hvis du vil have en forsmag på, hvad man kan forvente at se udfolde sig i Brøndby Strand, kan du besøge Morten Modins hjemmeside på mortenmodin.com.

Vil du være med?
Selv om der endnu går nogle måneder før Morten Modins første workshops løber af stablen, kan du allerede nu rette henvendelse til Brøndby Strand Projektet, hvis du er interesseret i at deltage. Så vil du få besked i god tid, inden projektet starter op.

Skriv eller ring til Peter Eldrup Hald på 6035 4691 eller pha@bo-vest.dk.

3D-printer som Morten Modin tidligere har arbejdet med.

3D-printer som Morten Modin tidligere har arbejdet med.