Kom til indvielse af 3 kunstværker af Morten Modin

Vi vandrer fra værk til værk
Vi mødes alle kl. 16.00 ved T13-Huset, Kisumparken 2, hvor dagens første værk præsenteres med en kort tale af Morten Modin. Herefter følges vi igennem området med et kort ophold ved værket “Sort Te” i PAB8 (Albjergparken 3). Sidst bevæger vi os den korte tur over gaden for at afsløre det sidste værk i Rheumpark nær Rheumhus. Her vil vi byde på lidt at drikke og snacke. Alle interesserede er meget velkomne.

En afslutning på 2 års kunstworkshops med beboere
Vi fejrer og præsenterer tre store værker af Morten Modin, som nu er færdige og opførte. Samtidig er dagen en markering af, at to års kunstprojekt i samarbejde med Statens Kunstfond er nået til en ende. 1 million kroner til projektet med titlen “den tredje dimension” er foruden de tre værker gået til utallige workshops med beboere fra Brøndby Strand faciliteret af Morten Modin. Her har børn, forældre, unge og vores voksne studerende i 9. klasse prøvet kræfter med at lave skulpturer i ler ud fra forskellige temaer, såsom ‘fremtids fabeldyr og planter’ og ‘bardomsminder’. Siden er beboernes værker blevet 3D-scannet og 3D-printet. Faktisk blev Morten Modin så fascineret af et af værkerne, som en studerende i 9. klasse for voksne havde lavet, at han valgte at lade det opskalere og blive til et af de tre store værker, der som det første blev sat op i boligområdet med titlen “Sort Te”. Mortens værker er alle printet i plast, som er genanvendt fra tidligere industrielt brug.

Lidt opmuntring i en svær tid med nedrivning
Ansøgningen om midler til kunstprojektet “den tredje dimension” blev til på baggrund af et ønske fra de tre boligafdelinger i Brøndby Strand Parkerne, som var berørte af den omfattende nedrivning af fem højhuse. De tre afdelinger er: Rheumpark, PAB8 og T13. Sammen ønskede de, at oprette et kunstprojekt, som kunne skabe nogle nye og mere opbyggende fortællinger og aktiviteter, som kunne stå i kontrast til de triste effekter af nedrivningen. Husene som var inficerede med miljøgiften PCB, og havde store negative konsekvenser for beboerne i området, som skulle genhuses, flytte eller leve med flere års gener fra nedrivningen. I takt med at nedrivningen blev afsluttet, påbegyndte Morten Modin udformningen og 3D-printningen af de sidste to store værker, som nu skal vises frem for beboere og øvrige interesserede. De vil markere en ende på nedrivningen, og begyndelsen på en ny opbygning og renovering af bydelen Brøndby Strand.

Med ønske om en dejlig sommer og gensyn ved den store indvielse af de tre værker

Kærlige hilsner,

Brøndby Strand Projektet og Morten Modin