Et trygt sted at vokse op
Tekst: Norma J. Martinez
Foto: Teis Bruno
Frihed under ansvar var den pædagogiske røde tråd i Stine Thuges opvækst. Med sine store grønne områder, små stisystemer og utallige gemmesteder var Brøndby Strand den optimale ramme for forældrenes opdragelse. I sit voksenliv er hun stødt på mange meninger om sin ”beton-hjemby”. Meninger som er langt fra den barndom som Stine oplevede i Brøndby Strand.
”Mange tænker beton, når de tænker på Brøndby Strand. Men sådan har jeg ikke oplevet det. Mine forældres tilgang til børneopdragelse var frihed under ansvar. Frihed er faktisk et meget rammende ord for min opvækst i Brøndby Strand. Bydelens rummelighed og åbne grønne områder understøttede den frie tilgang utroligt godt. Jeg tænker grønt ikke gråt, når jeg tænker på min opvækst.”
Stine blev ikke holdt meget i hånden, da hun var lille. Hun mindes heller ikke at være blevet fulgt i skolen eller hentet fra fritidshjemmet. Det var ikke svigt, men en tillidserklæring.
”Der var ikke mange fysiske begrænsninger, forbudte steder eller trafik. De fleste af mine barndomsminder foregår ude i det fri – i gårde, på marker og fodboldbaner. Jeg husker, hvordan jeg og mine venner brugte timer på bare at gå fra den ene ende af bydelen til den anden uden bekymring eller opsyn. Jeg har en stor fornemmelse af åbne døre, når jeg tænker på min barndom, som om der ikke var en klar skelnen mellem inde og ude.”
Forskellighedens naturlighed
Stine Thuge har i dag sin daglige gang på Dansk Institut for Internationale Studier, hvor hun forsker i Holocaust og folkedrab – et fagfelt som er domineret af ældre herrer. Men Stine har aldrig haft det svært med at være anderledes, for friheden og rummeligheden var ikke kun fysiske elementer i Stine Thuges Brøndby Strand. De var også stærke mentale rammer.
”Jeg er vokset op blandt mange forskellige typer mennesker. Der findes virkelig ikke en formel på en Brøndby Strand-borger. Socialt, økonomisk, uddannelsesmæssigt og etnisk spænder Brøndby Strand vidt. Det har jeg altid følt som utrolig befriende. Det betød, at der ikke var regler, for, hvordan man skulle være. Alle børn spejler sig i andre og har et ønske om ikke at skille sig ud. Men vi stak jo alle lidt ud i forhold til hinanden. Hvis der var en regel, så var det, at man skulle være sig selv.”
Mødet med forskelligheden gennem sin opvækst har gjort verdenen enklere for Stine. Når forskelligheden er alle vegne, forstår man, at det er et livsvilkår – en naturlighed, som ikke kan ændres, men som kan gøre en fri for at misunde eller dømme andre, forklarer Stine.