Fra én afdeling til fire

Tekst: Ole Brasen Drøhse, Fhv. formand for Lejerforeningen Parken

Inden Brøndby Kommunes Boligselskab afdeling 612 blev til de fire afdelinger, som vi kender i dag, gik en periode, hvor afdelingen var sat under administration af Brøndby Kommune.

I september 1994 besluttede et flertal i Brøndbys kommunalbestyrelse at sætte Brøndby Kommunes Boligselskabs afd. 12 i Brøndby Strand under administration. Begrundelsen i kommunalbestyrelsens dagsorden var blandt andet, at der skulle etableres dørtelefonanlæg.

Forhistorien
Forhistorien er, at der på to afdelingsmøder i foråret 1993 og 1994 var blevet diskuteret dørtelefonanlæg, men at der ikke havde været tilslutning blandt beboerne for at etablere et sådant, idet huslejen så ville stige. I august 1994 besluttede lejerforeningens bestyrelse (som også var afdelingsbestyrelse) at sende et forslag om dørtelefonanlæg til urafstemning blandt beboerne.

I midten af august 1994 sendte en beboer i afdelingen, som var medlem af Brøndby Kommunes Boligselskabs hovedbestyrelse og udpeget af garanten (boligselskabet var dengang et garantiselskab med kommunen som ejer af garantibeviset), et brev til kommunalbestyrelsen, hvor hun klagede over manglende dørtelefoner, og over at lejerforeningens bestyrelse fungerede efter mafia-lignende metoder. Derfor mente hun, at afdelingen omgående skulle sættes under administration.

Afdelingen sættes under administration
I slutningen af september 1994 indsatte kommunen en advokat til at varetage forretningsførelsen af afdelingen. Og Brøndby Kommunes Boligselskab afd. 612 var under administration til udgangen af 1996.

I den mellemliggende periode fik advokaten installeret dørtelefonanlæg i alle opgange.

En afdeling bliver til fire
Senere fik advokaten af kommunen besked på at opdele afd. 612. Det blev til de nuværende Brøndby Boligselskab afd. 605, 606, 607 og 608. Da opdelingen i efteråret 1996 var realiseret, besluttede kommunalbestyrelsen ved årets udgang at ophæve den administrative ordning. Ved udgangen af 1996 afholdtes der afdelingsmøder i de nye afdelinger, hvor afdelingsbestyrelser blev valgt. I starten af 1997 begyndte afdelingsbestyrelserne i hver afdeling deres arbejde. Et arbejde, der stadig er i gang.