Min sundhed handler om positivitet

I september måned sætter NetværksKontoret fokus på sundhed. Vi fokuserer på, at sundhed er for alle, og at det ikke behøver være en sur pligt, men derimod kan være sjovt og socialt. I forbindelse med Sund September har vi spurgt flere af Brøndby Strands beboere samt andre med tilknytning til Brøndby Strand om hvad de forbinder med sundhed. Her fortæller Bahar (yderst til venstre), der tidligere var i lommepengejob på Netværkskontoret som journalist, om sit forhold til det med sundhed.

Hvad er sundhed for dig?
Når jeg hører ordet “sundhed”, kommer jeg med det samme i tanke om tre ting: motion, kost og positivitet.  Med hensyn til det sidste, mener jeg, at man ikke kan spise sundt og få dyrket noget motion, hvis man ikke har en positiv indstilling. Man kan i hvert fald nemt falde tilbage til gamle og dårlige vaner ved at haste sig igennem de daglige, sunde måltider og den hårde træning samt i længden betragte det som en huspligt, der simpelthen skal overstås.

Hvornår følte du dig sidst sundt?
Jeg vil mene, at jeg følte mig sund for en uge eller to siden. Den varme skål havregrød på morgenbordet og det store glas vand fik mig hurtigt til at føle, at jeg traf “det sunde valg” – stærkt efterfulgt af en times lang og benhård yoga-workout, som satte prikket over i’et. Og for at være fuldstændig ærlig, synes jeg ikke at humøret fejlede noget. Jeg kom ligefrem i bedre humør af at tilbringe dagen på sådan en måde.

Har du en svaghed for noget usundt – og hvad er det?
Jeg må desværre indrømme, at jeg har en svaghed for sodavand og kage. Når jeg kommer hjem fra en lang dag på gymnasiet, kan jeg ikke stoppe mig selv i at snuppe en dåse kold og indbydende Pepsi fra køledisken og kaste mig i sofaen i selskab med en god episode af min yndlingsserie.  Og for at gøre tingene værre end de allerede er, kan jeg ikke beherske mig, når det kommer til tilbuddet om endnu et stykke chokoladekage med varm glasur.

Er der bestemte steder i Brøndby Strand, hvor du føler sig ekstra sund?
Når jeg – om morgenen – er på vej til stationen for at indhente det næste tog , er det i hvert fald løgn, hvis jeg ikke føler mig bare en lille smule sund. Jeg føler virkelig, at jeg får forbrændt nogle kalorier, når jeg (af fuld kraft) træder på pedalerne og prøver at kontrollere min vejrtrækning. Det er da en god begyndelse på dagen.

Har du et godt forslag til, hvordan Brøndby Strand kan gøre til sundere bydel?
Jeg synes, det er rigtig fint, at der er et fitness center, så man kan tage ned og træne, når man har lyst. Jeg har desværre ikke noget forslag med hensyn til, hvordan man kunne gøre Brøndby Strand til en sundere bydel.