Rheumpark i Estland

Tekst: Ditte Clement Kristensen

Naboer, gamle venner og nye ansigter. De var der alle sammen, da Afdeling Rheumpark – Brøndby almennyttige Boligselskab tog på studietur til Tallinn.

Formålet med turen var dels at se på estiske byggeskik og de nye bygninger, der er skudt i vejret efter Estlands selvstændighed i 1991, dels at styrke sammenholdet i boligafdelingen Rheumpark, der ligger i Brøndby Strand. Og målt på de to parametre var turen en ubetinget succes!  Der blev dog også masser af tid til at udveksle gamle røverhistorier, møde nye venner og smage det gode estiske øl.

Dannebrog

Dannebrogs vugge
50 Brøndby Strand-borgere havde pakket traveskoene, kameraerne og det gode humør, og de blev ikke skuffede. Den estiske hovedstad bød på pragtfuldt vejr, fine seværdigheder og godt selskab. Den første dag på turen viste byen sig fra sin allersmukkeste side med knaldblå himmel og mild luft. En rigtig oplagt dag at tage på opdagelse i Tallinns gamle bydel, Vanalinn. Med sine toppede brosten og stejle gader var bydelen en naturlig udfordring for Brøndby Strand-borgerne, der er vant til gode asfalterede veje med mere menneskelige hældninger. Heldigvis lå cafeerne tæt, så det var nemt at finde sig et sted at holde pitstop, når benene trængte til en pause og ganen til noget koldt. Efter en skøn, men strabadserende gåtur i Tallinns gamle bydel var det fint at kunne mødes på hotellet og udveksle erfaringer og tur-ruter.

Højest beliggende i byen ligger parken ”Den danske konges have”. Her kan man se et monument, der viser, hvor Dannebrog efter sigende faldt ned i 1219, da den danske konge Valdemar Sejr vandt over esterne i et drabeligt slag. Og det er da også dette slag, der har givet Tallinn (oversat: Danskernes by) sit navn.  Monumentet lå gemt godt af vejen, så det krævede mere end almindeligt gode stifinderevner at finde frem til stedet. Det lykkedes dog for alle, og der blev ivrigt fotograferet og taget selfies foran Dannebrog.

Tallinn

Tallinn – her mødes nyt og gammelt
Tallinn er på størrelse med Aarhus, men i modsætning til den jyske hovedstad har den estiske hovedstad levet en meget omtumlet tilværelse og været underlagt flere forskellige lande (bl.a. Danmark) i sin lange historie. Byen består i dag af en gammel og ny bydel. Den gamle bydel, der er omkranset af en befæstningsmur fra 1200-tallet, har dog lidt under dels Den røde Hærs bombardementer under 2. Verdenskrig, dels manglende restaurering under den sovjetiske besættelse. I dag er bydelen nænsomt restaureret og bragt tilbage til tidligere tiders pragt. Uden for den gamle bymur ligger beboelsesejendomme fra tiden under den sovjetiske besættelse og moderne kontorbygninger i glas og stål blandet mellem hinanden.

Havnen i Tallinn var bestemt også et besøg værd. Havnen er en af de største og travleste havne i Baltikum, så der er krydstogtskibe, færger og lystbåde at se på. Derudover ligger mindesmærket for den forliste færge ”Estonia” i havnen. Havnen er et af Tallinns nye kraftcentre, og der bliver bygget indkøbscentre og kontorbygninger. Desværre er det ikke alle bygherrer, der har holdt skruen oven vande under krisen og store områder lå hen som spøgelsesbyer med sammenfaldne huse og ødelagte veje.

Ture skaber sammenhold også resten af året
Det er tolvte gang, at Afdeling Rheumpark arrangerer en studietur for beboerne. Og også i år var der stor opbakning til turen. ”Vi har kun haft gode ture. Det er jo derfor, vi bliver ved med at tage af sted. Om ikke så længe skal vi igennem en stor renovering i bebyggelsen, og det kommer til at kræve en masse af vores beboere og driftsfolk. Men fordi vi tager af sted på ture sammen, kender vi hinanden rigtig godt og er indstillede på at komme gennem renoveringen sammen.” Siger Ole Frank Larsen, der er formand for afdelingsbestyrelsen og rejsefører på turene.

Med ny viden, vamsede striktrøjer og venskaber vendte selskabet trætte og glade hjem til Brøndby Strand igen. Og næste års studietur er allerede på tegnebrættet.