Sundhedsbazar i Brønden

Søndag den 6. april var der Sundhedsbazar i Brønden. Hovednavnet på bazaren var TV2’s ernæringsekspert Michelle Kristensen, der holdt foredrag under overskriften ’Få et bedre liv’, hvor hun fortalte om det gode sunde liv med færre kilo om maven.

”Vi er blevet en æbleformet nation”, fortalte Michelle Kristensen og fortsatte: ”Vi kvinder skal tilbage i pæreformen og mændene skal være bananer igen. Mændene er også blevet æbleformet. Og æbleformen er ikke god for sundheden. Det ekstra fedt om maven øger risikoen for livsstilssygdomme”, uddybede Michelle.

Vejen til et sundere liv kræver planlægning: ”Vi skal planlægge os til et sundere liv med mindre sukker og brød i vores kost. Vi får som danskere 3 gange så meget sukker, som vi burde. Og vi spiser alt for meget brød til”, sagde Michelle Kristensen.

I foredraget forklarede Michelle de fremmødte, hvordan de kan undgå æblefaconen med et mere stabilt blodsukker, der øger sundheden og giver mere energi: ”Hvis vi skal have et mere stabilt blodsukker, så skal vi sørge for at få en proteinrig kost og sundt fedt fra fx nødder og fede fisk. Og så skal der fyres op for masser af grøntsager. De påvirker nemlig ikke blodsukkeret”, lød sundhedsekspertens bud på et sundere liv på Sundhedsbazaren.

Sundhedsbazaren er et led i arrangementet SUND APRIL, der kører i hele april måned i Brøndby Strand.

De lokale foreninger var mødt frem til en sundhedssnak
På bazaren kunne de fremmødte også møde flere lokale foreninger, der var mødt frem for at tage en snak om sundheden i Brøndby Strand. Man kunne bl.a. møde den lokale Diabetes forening, Kræftens bekæmpelse og Brøndby Kommunes sundhedsafdeling, der havde taget lungekapacitetsmåleren med, så flere kunne få svar på om de havde KOL.

Ta’ familien med på Kulturløb
Det næste store arrangement i SUND APRIL er det store Kulturløb søndag den 27. april. Kulturløbet har start og mål ved Kulturhuset Brønden. Løbet er et motionsløb på 5 kilometer, som man både kan gå og løbe. Kulturløbet er et rigtigt familiearrangement og løbet er absolut for alle. Også dem, der ikke bor i Brøndby Strand.