Kulturweekend 2014 var børnenes weekend

Kulturweekend 2014 i Brøndby Strand stod på mange måder i samværets og børnenes tegn. Der var masser af børneliv på teltpladsen i Esplanadeparken med hoppeborg, gamle lege præsenteret ved Gerlev legepark og mange børn, der solgte ud af deres gamle legetøj. Det var ikke de store musiknavne, der trak folk i år, det gjorde til gengæld samværet og børneaktiviteterne.

– Det har været en rigtig dejlig Kulturweekend. Vi har i år haft en festplads med masser af liv, ikke mindst repræsenteret ved bydelens mange dejlige børn. Der har virkelig været gang i børnenes loppeboder, hoppeborgen og de gamle lege som Gerlev Legepark sørgede for. Det har været rigtig skægt at se, hvordan børnene i den grad har taget favntag med stylter, gamle spillemaskiner, bob-spil og meget andet.  Det er positivt, at vi godt kan lokke den yngre generation væk fra pc-skærmen med sjove aktiviteter og socialt samvær, siger talsmand for De 9-partnerskabet i Brøndby Strand Tommy Rex Mortensen.

Fremtidens Brøndby Strand blev afsløret
Afsløringen af arkitektkonkurrencens vinder vakte stor interesse blandt Brøndby Strands beboere. 200 beboere havde fundet vej til det store telt, hvor borgmester Ib Terp overrakte arkitektteamet ’Team Domus’ prisen, som vinder af designkonkurrencen i forbindelse med den kommende store renovering af Brøndby Strand Parkerne.

Med titlen ’Grønby Strand’ lægger arkitektteamet op til en række grønne løsninger i Brøndby Strand renoveringen. Bydelen skal gøres endnu grønnere, der skal spares på ressourcerne og nye søer skal etableres med regnvand.

Et andet bærende element i projektet er, at by og landskab i langt højere grad skal flettes sammen. Ideen er at etablere et nyt stræde – en ny forbindelsesrute, hvor folk skal mødes på kryds og tværs. Renoveringen vedrører således ikke kun Brøndby Strand Parkerne, den transformerer hele bydelen.

Til afsløringen blev de fremmødte budt på et glas champagne og et stykke kage, ligesom der blev uddelt HP4-byggehjelme til børnene. Nu er Brøndby Strand klar til Danmarkshistoriens største renovering.

2000 mennesker var med til Kulturweekend 2014
Det var 19. år i træk, at Esplanadeparken var omdannet til en farverig festplads fyldt med mennesker, musik og mad fra hele verden samt optrædende kunstenere og foreninger. Med ca. 2000 besøgende i løbet af weekenden og en summen af liv på pladsen er arrangørerne af Kulturweekend 2014 ovenud tilfredse. De glæder sig allerede til at fejre 20 års jubilæum om et år.