Genhusning ved renovering

Den omfattende renovering betyder, at beboerne midlertidigt skal flytte ud og genhuses, imens lejligheden renoveres. Herefter kan man flytte ind i sin lejlighed igen.
Det er forskelligt, hvad og hvor meget der skal renoveres i de forskellige boligorganisationer. Derfor er det for tidligt at sige, hvor længe I skal være genhuset.

Hvor bliver man genhuset?
Det er endnu ikke planlagt, hvor beboerne skal genhuses. De fire boligorganisationer har indgået en aftale om at samarbejde om genhusningen. Det betyder, at man i så vidt muligt omfang forsøger at genhuse beboerne i Brøndby Strand Parkerne.

Det vil altså ikke nødvendigvis være i den boligorganisation, hvor du bor nu, men i en af de andre i området. Ligeledes kan man ikke love, at det vil blive i en lejlighed, der er magen til den, I bor i nu, men vi tilstræber at finde en i samme størrelse.
I vil inden genhusningen blive kontaktet af boligorganisationen omkring særlige ønsker og krav til genhusningsboligen.

Det er også muligt selv at finde en genhusningsbolig. Det vil I også modtage yderligere besked om.

Genhusningen er kun midlertidig. Så snart det er muligt at flytte tilbage i den oprindelige lejlighed, flytter I  tilbage igen.